"WI" - HEDENSK "HELLIGDOM"
For 15.000 år siden stoppede istidens isdække, hvor Viborg er beliggende i dag, den såkaldte "tilstandslinie", som danner overgangen til den Jyske højderygs bakkede istidsskabte landskab og selve iskappen. Langsomt smeltede isen og nu dannedes en anden type landskab, med søer, ådale, tunneldale og bakker.
Den nye befolkning trængte op gennem det isfrie Jylland, for at bosætte sig i mindre bysamfund.
Det blev med tiden vigtigt, at der skulle handles og byttes varer, afholdes fælles hedenske ritualer og få afklaret forskellige former for uenigheder.
Istiden havde skabt et landskab som gjorde, at datidens simple trafikformer skulle passere, der hvor Viborg er placeret i dag.
Det blev et knudepunkt for tidens trafik både den øst/vestlige retning og den nord/sydlige trafik.
Den nord/sydlige rute blev "hovedvejen" gennem Jylland til markederne syd for grænsen og længere ned i Europa - Hærvejen.
Det var naturligt, at datidens rejsende befolkning skulle mødes undervejs på en lang og farefuld rejse - gøre stop og hvile.
Disse mennesker skulle også ofre til guderne, så de skabte et hedensk offersted - et "Wi".
"Wi'et" udviklede sig til et sted, hvor der samledes store skarer fra hele Jylland, og der drøftedes fællesanliggender og om lovene var sande og gældende.
Der opstod nu faste huse og stedet tiltrak håndværkere, handelsfolk og agerbrugere.
Nu var vigtige betingelser for, at byen kunne udvikles til stede: Tingsted, kult, håndværk, handel.
Byen havde udspring på engarealer i det nordøstlige hjørne af Søndersø (mellem Brænderigården og Golfhotellet). Stedet var velvalgt, da datidens vigtigste vejsystemer passerede og derfor udvikledes handel og håndværk, og bøndernes kreatur kunne græsse.
Bebyggelsen for handel - og værksteder, stalde og boliger voksede i størelse og antal. Hovedgården udviklede sig til en adels- eller kongsgård, hvor f.eks. Knud den Store i 1027 fik slået mønter.
Men de fugtige engarealer ved søen egnede sig ikke til det stigende behov for flere huse og gårde, så i midten af 900-tallet opførtes de første vikingebåde på de sydøstlige bakkedrag, hvor Ll. Sct. Peders Stræde findes i dag.
I 1000-tallet blev flere gårde nedrevet i området, og der blev anlagt en vej og udstykket regelmæssige grundarealer, dvs. en planlagt bystruktur - en "bydel".
Der var således i anden del af 1000-tallet to bykvarterer i Viborg - et ved søen og et på højdedragene.
Samtidig med at byens handel og håndværk udvikledes sig på de sydøstlige bakkedrag, var der en vekselen med den gamle gudetro og den nye kristendom og nye
trækirker blev opført. Først i 1000-tallet havde den kristne tro vundet indpas og i 1060 blev Viborg bispesæde.
I 1150 tørnede to hære sammen uden for Viborg i kamp om kongemagten, hver ledet af kongesønnerne Svend og Knud. Svends hær gik sejerrig ud af kampen, og efterfølgende befæstede Svend byen med grav og vold. Arealet inden for volden var på det tidspunkt det trediestørste (67 ha) i Danmark, kun overgået af Roskilde og Lund.
Viborg havde nu opnået en position, som magtcenter i Jylland.
BYENS START
